(Come in under the shadow of this red rock)

At gravkøerne graver så dybt at der er plads til alle, at
skoene står i entréen, den højre til venstre for den venstre, at
så er mangfoldigheden på natarbejde som et jaget dyr, at
hænderne bliver blegrøde og fede i frosten, at
det er billedets privilegium at det altid er tomt, at
lyset kaster sig ud over den anden side af skrænten, at
pengene var kun begyndelsen til fordærvelsen, at
digtet er ikke-tilgivelsens sted, at
langt fra bakken mod øst ligger en anden by, at
man kommer dertil med tog, at
husmurene der er lavet af vand, at
jeg flygter til myten fordi jeg ikke kan andet, at
begyndelsers begyndelser og langt under jorden som et glemt køkkenredskab, at
jeg har aldrig set et menneske, at
det er et langt år at gemme sin hud i, at
gæsterne kommer fra nabolaget og har alkohol med, at
glæden kun har den krop jeg giver den, at
hjernen er min jord og jeg har ikke en krop, at      
alt er forråd.

- Daniel Dalgaard, 2012 / Tilbake