Unreal city
Uvirkelige by
Sædernes forfald, åh ja, og den ruinøse samtid. Jeg måler verdens storhed i forhold til dem! Den grå sky, som på undersiden af en leguan.
Hvad er fint nok? Det kommer an på, hvad det hele skal bruges til.
…
…
Jeg ville eliminere skam.
Jeg vidste ikke hvordan.
De fleste ting er et resultat af en blanding af både held og ulykke.
Et æg der ligger i eddike i 2 måneder, kan man se blommen igennem.
Vi er alle tilfældenes tilfælde!
Over for det faktum er kun den allerstørste ydmyghed klædelig: At denne mand, vores fader, skulle møde denne kvinde, vores moder, så netop vi kunne blive til, på netop det tidspunkt, i deres liv, således at man nu kan vandre blandt de levende for en stund, lære af levende og døde – være begunstiget med denne usandsynlige ære at kunne bidrage til menneskeheden; måske ikke meget, men lidt – men i det mindste dette: at have haft muligheden.
Der er noget smukt ved alt, især mig.
Tag nu eksemplet med tegningen. Den var naturligvis utilstrækkelig. Den kunne naturligvis på ingen måde være naturtro, det er klart. Den var baseret på en forestilling; en forestilling er nødvendigvis en reduktion.
Medmindre den forestiller noget, der ikke findes på anden vis end i forestillingen.
Selv når man forestiller sig regnvejr, så er det ikke regnvejr! Gudskelov.
Fantasien er ikke til at løbe om hjørner med og ved dette.
Spørgsmålet er, om nogen tillader sig at føle vrede over dette øde.
Dybest set er det vel et spørgsmål om, hvorvidt folk har sans for humor, og selvfølgelig også hvilken sans for alvor de har. De to ting hænger uløseligt sammen.
Oplever de mon, at tegningen lyver – ved kun at fokusere på nogle udvalgte detaljer, så de således fordrejer det tegnedes faktiske fremtræden?
Uvirkelige by.
Ord og billeder lider under det, som også er deres særlige kvalitet.
De griber ud efter verden, og idet man vender sig om for at se ligheden, har verden straks flyttet sig.
Vi halser efter.
Vi hægter os på, men er for langsomme.
Selv om de sorgløse bevæger sig hurtigere end resten…
Denne by forbarmer sig over en. Tager imod en og viser, at man er velkommen til at blive en del af forfaldet. Af historiens gang. Den viser tillid.
Her: stil dine sko, gå rundt i bare tæer. Så længe der er kød på dem! Hud kan hærdes, trædepuder blive tykke som skosåler.
Hvad er det så ved beboerne i byen, der gør dem så umådeligt smukke?
Måske den måde de bærer det menneskelige forfald på, deres pondus og milde neglekt; en fernis der højner skønheden. Så det matcher husene, der tyngdes af de århundreder de bruger på langsomt at opgive ævred, og de skyggefulde træer, der krummer sig sammen om sig selv som gigtplagede fingre.
Tilføj hertil det faktum, at druernes saft nu engang er den foretrukne eliksir mod det onde såvel som det gode. Dette middel flyder i rigelige mængder…
Hvad kan jeg ellers tilføje, der måske kan overbevise dig om det fornuftige i at tage hertil? Til denne på én gang storladne og generøse by og på anden vis diminutive og afvæbnende.
Det mest enkle jeg kan sige: Her er plads.
- Lene Asp, 2012 / Tilbake