Will it bloom this year?
Ødemarksanalogier: T.S. Eliot, William Faulkner, Werner Herzog.
København, 2012, april i al almindelighed, påske i særdeleshed, langfredag, i dag døde Jesus:
Jeg havde opgivet Eliot. Jeg havde tænkt mig, i udgangspunktet, at reflektere over spørgsmålet om fertilitet og dødelighed. Om genfødsel. Om forholdet mellem Eliots digt, specifikke linjer, sætninger, ord og motiver, og William Faulkners As I Lay Dying. Om spørgsmålene: Kan der opstå noget levende af noget dødt? Kan de levende genopstå fra de døde? Kan det liv der nu er dødt, blive til liv igen? Vil liget blomstre i år, spørger Eliot. Er der noget fertilt i selve døden? Hos Faulkner vendes spørgsmålet snarere om, så det i stedet lyder: Er der en form for dødelighed over fertiliteten selv? Som det siges i en anden af hans romaner (Wild Psalms): “grave-womb or womb-grave, it’s all one”. Under alle omstændigheder er der en mytisk dødsforståelse på færde hos begge forfattere, for hvem forholdet mellem liv og død er en metamorfisk cyklus: Al død annoncerer en (gen)fødsel. Og omvendt især.
En anden analogi i den forbindelse findes i epigrammet til Eliots digt: På dansk lyder epigrammet (som er fra Petronius’ Satyricon, og som i Eliots tekst naturligvis står skrevet på latin) nogenlunde sådan her: ”I Cumea så jeg selv med mine egne øjne Sibyllen hænge i en flaske, og da drengene spurgte hende ’Sibylle, hvad vil du?’, svarede hun: ’Det, jeg vil, er at dø’.” Ligesom den profetiske Sibylle fra Cumae, som blev ældre og ældre uden nogensinde at dø, vil Addie i As I Lay Dying bare gerne dø. Faulkners roman er historien om Addie Bundren, der ligger i sit hjem i Yoknapatawpha County, i sydstaten Mississippis bakkede landskab, og venter på at dø. Da hun endelig dør, tager hele familien på en rejse – med liget i en kiste på vognladet – for at begrave Addie i hendes hjemby, Jefferson. Men det går ikke, som det skal, og der går små ti dage, før moren kommer i jorden. Imens ligger hun og rådner op under kistens låg og sydens fugtige sol.
Problemet for Addie er sådan set ikke at dø, det er at forblive død. Indtil hun begraves befinder hendes lig sig i et tidsligt limbo, uden nogen begyndelse eller afslutning på hendes død. ”…for me it was not over. I mean, over in the sense of beginning and ending, because to me there was no beginning nor ending to anything then”, siger Addie som får lov at indtage rollen som fortæller efter hun er død. Addie bliver hængende, nægter at forsvinde; det er som om hun glemmer at forblive død efter sin død. ”The past is never dead,” skrev Faulkner, ”it’s not even past”. Da Addie var i live, men lå for døden, blev hun af familien anset for at være et allerede eksisterende lig, og derfor blev hun omtalt i datid. Men efter hun er død, behandles hun som en levende person og omtales i nutid. Det er komisk og tragisk på samme tid, og den yngste søn Vardaman er forvirret (”min mor er en fisk” siger han). Han er ikke den eneste. Selv de temporale og ontologiske kategorier skrider i romanen: Hvad er er, og hvad er var?
Men analogierne mellem Eliot og Faulkner stoppede her – som analogier altid gør: i utide. Eller måske føltes disse religiøse og filosofiske spørgsmål irrelevante, selv ved påskens højtid(elighed). Især efter at have set Werner Herzogs dokumentar om dødsstraf, Into the Abyss, her til aften. Herzogs film handler specifikt om to unge mænd, der i staten Texas er blevet dømt for at have myrdet tre andre mennesker. Den ene er idømt fyrre års fængsel, den anden skal henrettes mindre end 14 dage efter Herzog snakker med ham for sidste gang. Spørgsmålene her er i første omgang ikke religiøse eller filosofiske, men politiske, og de omhandler retten til at dræbe, retten over livet og døden: suverænens sværd. Death by water? Død ved sværd? Nej, død ved sprøjte. Derfor er det ikke absurd, men ganske logisk, at man ikke må begå selvmord på dødsgangen eller være påvirket eller uden bevidsthed under henrettelsen. Det har man ikke ret til: I helt bogstavelig forstand ejer staten i disse tilfælde dit liv, din død. Døden bliver her ikke kun genstand for en offentlig og statslig indsats, indgriben og kontrol. Døden er en procedure, en produktion. Dødsprotokollen i Texas tager alt i alt under tyve minutter. Er dette en tangent, en afstikker fra Eliots digt? Nej. Ikke for så vidt som selve suiten indbyder til at følge fodnoteapparatets tangenter, dets åbne invitation til idiosynkratisk digression. Måske handler det i virkeligheden heller ikke så meget om, hvad vi i dag kan sige om Eliots værk, men hvad Eliot ville have at sige og skrive om vores tid. Hvordan ville et Waste Land-værk anno 2012 se ud?
”Der er nogle mennesker, som ikke fortjener at leve”, siger en af de efterladte på et tidspunkt i filmen. Hvem afgør dét? Hvem fortjener at leve? At dø? Hvem bestemmer, hvornår det skal ske? Det er en beslutning, som bliver truffet dagligt verden over. I Texas’ retssale, Afghanistans krigshærgede landskaber, i Middelhavets flugtpassage fra Afrika til Europa. Døden er til forhandling, den distribueres, differentieres, den er udemokratisk. Der laves beregninger, og derefter dømmes et menneske til døden, et droneangreb sættes ind, et Natoskib undlader at komme en båd med flygtninge, men uden benzin og mad, til undsætning. Det er banalt og patetisk og sandt. Helt i Eliots ånd.
At afgøre spørgsmålet om retten til at dræbe – og dermed også retten til at leve – synes at være en af vor tids vigtigste spørgsmål. Der er et afgørende scene i Herzogs film, hvor faren til Jason – som er den af de to dømte, der ikke skal henrettes, eller rettere: er blevet henrettet – fortæller om retssagen mod Jason. Faren beretter, at han med sit vidneudsagn eller forsvarstale for sin søn fik to kvindelige jurymedlemmer til at bryde sammen og overbevist om, at han skulle benådes, undgå døden som straf, leve. Advokatens replik til faren? You got them. Du fik overbevist juryen. Du fik dem. En sidste analogi: Næsten præcis samme linje leverede præsident Obama, da han foran den samlede verdenspresse skulle annoncere drabet på Osama bin Laden. We got him. Så simpelt er dødens sprog. Måske består opgaven i at få dette sprog til at blomstre som Eliots lig.
København, 2012, april i al almindelighed, påske i særdeleshed, langfredag, i dag døde Jesus:
Jeg havde opgivet Eliot. Jeg havde tænkt mig, i udgangspunktet, at reflektere over spørgsmålet om fertilitet og dødelighed. Om genfødsel. Om forholdet mellem Eliots digt, specifikke linjer, sætninger, ord og motiver, og William Faulkners As I Lay Dying. Om spørgsmålene: Kan der opstå noget levende af noget dødt? Kan de levende genopstå fra de døde? Kan det liv der nu er dødt, blive til liv igen? Vil liget blomstre i år, spørger Eliot. Er der noget fertilt i selve døden? Hos Faulkner vendes spørgsmålet snarere om, så det i stedet lyder: Er der en form for dødelighed over fertiliteten selv? Som det siges i en anden af hans romaner (Wild Psalms): “grave-womb or womb-grave, it’s all one”. Under alle omstændigheder er der en mytisk dødsforståelse på færde hos begge forfattere, for hvem forholdet mellem liv og død er en metamorfisk cyklus: Al død annoncerer en (gen)fødsel. Og omvendt især.
En anden analogi i den forbindelse findes i epigrammet til Eliots digt: På dansk lyder epigrammet (som er fra Petronius’ Satyricon, og som i Eliots tekst naturligvis står skrevet på latin) nogenlunde sådan her: ”I Cumea så jeg selv med mine egne øjne Sibyllen hænge i en flaske, og da drengene spurgte hende ’Sibylle, hvad vil du?’, svarede hun: ’Det, jeg vil, er at dø’.” Ligesom den profetiske Sibylle fra Cumae, som blev ældre og ældre uden nogensinde at dø, vil Addie i As I Lay Dying bare gerne dø. Faulkners roman er historien om Addie Bundren, der ligger i sit hjem i Yoknapatawpha County, i sydstaten Mississippis bakkede landskab, og venter på at dø. Da hun endelig dør, tager hele familien på en rejse – med liget i en kiste på vognladet – for at begrave Addie i hendes hjemby, Jefferson. Men det går ikke, som det skal, og der går små ti dage, før moren kommer i jorden. Imens ligger hun og rådner op under kistens låg og sydens fugtige sol.
Problemet for Addie er sådan set ikke at dø, det er at forblive død. Indtil hun begraves befinder hendes lig sig i et tidsligt limbo, uden nogen begyndelse eller afslutning på hendes død. ”…for me it was not over. I mean, over in the sense of beginning and ending, because to me there was no beginning nor ending to anything then”, siger Addie som får lov at indtage rollen som fortæller efter hun er død. Addie bliver hængende, nægter at forsvinde; det er som om hun glemmer at forblive død efter sin død. ”The past is never dead,” skrev Faulkner, ”it’s not even past”. Da Addie var i live, men lå for døden, blev hun af familien anset for at være et allerede eksisterende lig, og derfor blev hun omtalt i datid. Men efter hun er død, behandles hun som en levende person og omtales i nutid. Det er komisk og tragisk på samme tid, og den yngste søn Vardaman er forvirret (”min mor er en fisk” siger han). Han er ikke den eneste. Selv de temporale og ontologiske kategorier skrider i romanen: Hvad er er, og hvad er var?
Men analogierne mellem Eliot og Faulkner stoppede her – som analogier altid gør: i utide. Eller måske føltes disse religiøse og filosofiske spørgsmål irrelevante, selv ved påskens højtid(elighed). Især efter at have set Werner Herzogs dokumentar om dødsstraf, Into the Abyss, her til aften. Herzogs film handler specifikt om to unge mænd, der i staten Texas er blevet dømt for at have myrdet tre andre mennesker. Den ene er idømt fyrre års fængsel, den anden skal henrettes mindre end 14 dage efter Herzog snakker med ham for sidste gang. Spørgsmålene her er i første omgang ikke religiøse eller filosofiske, men politiske, og de omhandler retten til at dræbe, retten over livet og døden: suverænens sværd. Death by water? Død ved sværd? Nej, død ved sprøjte. Derfor er det ikke absurd, men ganske logisk, at man ikke må begå selvmord på dødsgangen eller være påvirket eller uden bevidsthed under henrettelsen. Det har man ikke ret til: I helt bogstavelig forstand ejer staten i disse tilfælde dit liv, din død. Døden bliver her ikke kun genstand for en offentlig og statslig indsats, indgriben og kontrol. Døden er en procedure, en produktion. Dødsprotokollen i Texas tager alt i alt under tyve minutter. Er dette en tangent, en afstikker fra Eliots digt? Nej. Ikke for så vidt som selve suiten indbyder til at følge fodnoteapparatets tangenter, dets åbne invitation til idiosynkratisk digression. Måske handler det i virkeligheden heller ikke så meget om, hvad vi i dag kan sige om Eliots værk, men hvad Eliot ville have at sige og skrive om vores tid. Hvordan ville et Waste Land-værk anno 2012 se ud?
”Der er nogle mennesker, som ikke fortjener at leve”, siger en af de efterladte på et tidspunkt i filmen. Hvem afgør dét? Hvem fortjener at leve? At dø? Hvem bestemmer, hvornår det skal ske? Det er en beslutning, som bliver truffet dagligt verden over. I Texas’ retssale, Afghanistans krigshærgede landskaber, i Middelhavets flugtpassage fra Afrika til Europa. Døden er til forhandling, den distribueres, differentieres, den er udemokratisk. Der laves beregninger, og derefter dømmes et menneske til døden, et droneangreb sættes ind, et Natoskib undlader at komme en båd med flygtninge, men uden benzin og mad, til undsætning. Det er banalt og patetisk og sandt. Helt i Eliots ånd.
At afgøre spørgsmålet om retten til at dræbe – og dermed også retten til at leve – synes at være en af vor tids vigtigste spørgsmål. Der er et afgørende scene i Herzogs film, hvor faren til Jason – som er den af de to dømte, der ikke skal henrettes, eller rettere: er blevet henrettet – fortæller om retssagen mod Jason. Faren beretter, at han med sit vidneudsagn eller forsvarstale for sin søn fik to kvindelige jurymedlemmer til at bryde sammen og overbevist om, at han skulle benådes, undgå døden som straf, leve. Advokatens replik til faren? You got them. Du fik overbevist juryen. Du fik dem. En sidste analogi: Næsten præcis samme linje leverede præsident Obama, da han foran den samlede verdenspresse skulle annoncere drabet på Osama bin Laden. We got him. Så simpelt er dødens sprog. Måske består opgaven i at få dette sprog til at blomstre som Eliots lig.
- Mikkel Franzen, 2012 / Tilbake