With a dead sound on the final stroke of nine.
Et fænomen jeg ofte har bemærket. Jeg har også bemærket det ofte følgende steder:
1) Et messingur der hang i hallen hos mine bedsteforældre. Hvert kvarter angav det klokkeslættet plus det antal kvarterer der var gået siden sidste hele klokkeslæt, og det havde en besværet nasal klang. Det sluttede altid af med et dumpt, afsnuppet, fornærmet og halvkvalt slag.
Et fænomen jeg ofte har bemærket. Jeg har også bemærket det ofte følgende steder:
1) Et messingur der hang i hallen hos mine bedsteforældre. Hvert kvarter angav det klokkeslættet plus det antal kvarterer der var gået siden sidste hele klokkeslæt, og det havde en besværet nasal klang. Det sluttede altid af med et dumpt, afsnuppet, fornærmet og halvkvalt slag.
2) En lystig bjørn der kunne trækkes op og derefter spadserede over gulvtæppet mens den slog to bækkener mod hinanden. Den tilhørte også mine bedsteforældre. Den havde et par røde smækbukser på. Den startede glad og larmende men slog så bækkenerne langsommere og langsommere mod hinanden, og det sidste slag var halvkvalt, svagt og tonløst.
3) Den gamle dame, min bedstemor, lå og sov dybt i sin hvide seng, da hendes vejrtrækning med ét blev gurglende og halvkvalt, og så holdt den op.
Fællesnævneren var halvkvalt. Men alt det tager jeg ikke med i digtet. Heller ikke selvom temaet var ”død”. For det er mere kulturens død jeg mener når jeg siger død, og forresten ville du aldrig kunne få mig til at sige at der var et tema. Jo, hvis det var dårlig smag at tale om temaer, så i trods. Hvem er ”jeg” i grunden? Næppe T. S. Eliot. Hvem så? En meteorit? En fedtet plet? En arrig rejsning i teksten? En klokkeblomst? Eller osmosen selv måske? Jeg er ofte trodsig, men det er bare for at dække over hvor sentimental jeg er.
3) Den gamle dame, min bedstemor, lå og sov dybt i sin hvide seng, da hendes vejrtrækning med ét blev gurglende og halvkvalt, og så holdt den op.
Fællesnævneren var halvkvalt. Men alt det tager jeg ikke med i digtet. Heller ikke selvom temaet var ”død”. For det er mere kulturens død jeg mener når jeg siger død, og forresten ville du aldrig kunne få mig til at sige at der var et tema. Jo, hvis det var dårlig smag at tale om temaer, så i trods. Hvem er ”jeg” i grunden? Næppe T. S. Eliot. Hvem så? En meteorit? En fedtet plet? En arrig rejsning i teksten? En klokkeblomst? Eller osmosen selv måske? Jeg er ofte trodsig, men det er bare for at dække over hvor sentimental jeg er.